Et dødsbo kan behandles ved privat skifte eller ved bobestyrer (svarer til tidligere offentligt skifte)

Privat skifte

De fleste dødsboer udleveres til “privat skifte”, hvor arvingerne i fællesskab selv står for den praktiske afvikling af dødsboet.

Privat skifte kan ske med bistand fra os som advokat. Det er hensigtsmæssigt, hvis dødsboet er blot en smule kompliceret at overskue. Hvis arvingerne ikke er på alt for god fod med hinanden, kan det også være rart at have en advokat, som neutralt kan mægle arvingerne imellem. Det er et krav, at alle beslutninger i boet skal træffes i enighed, og vi kan formidle det nødvendige samarbejde bl.a. ved løbende at orientere åbent om behandling af dødsboet.

Herudover sørger vi for alt det praktiske arbejde med opgørelse af dødsboet, herunder beregning og rådgivning om evt. dødsboskat, rådgivning om skæringsdag, boafgift samt evt. tillægsboafgift (tidligere hed det arveafgift), udfærdigelse og indlevering af boopgørelse samt udlæg af fast ejendom til arvingerne m.v. Vi sørger således for hele den praktiske afvikling af dødsboet og gør det nemmere for de pårørende at komme igennem en vanskelig tid.

Et privat skifte kan kun vare i 15 måneder fra dødsfaldet, idet boopgørelse skal indleveres til skifteretten inden for denne frist. Vi sørger selvfølgelig for at denne og øvrige frister for bobehandlingen bliver overholdt.

Skifte ved bobestyrer

Et bo behandles som regel kun af en bobestyrer, hvis boet ikke kan skiftes på anden måde.

Vi bistår også med bobestyrerbehandling af et bo. Grundlaget herfor kan være afdødes eget ønske i henhold til testamente, eller hvis samtlige arvinger ønsker boet behandlet ved bobestyrer.

Et (solvent) bobestyrerskifte skal være afsluttet senest 24 måneder efter dødsfaldet. Vi sørger selvfølgelig også her for, at denne og øvrige frister for behandlingen af dødsboet bliver overholdt.

Vi hjælper med samtlige opgaver i forbindelse med bobestyrerskifte af et bo. Opgaverne kan bl.a. omfatte:

  • Indrykning af proklama (en slags bekendtgørelse) i Statstidende, hvorefter enhver, der har et krav mod afdøde opfordres til at anmelde det inden en vis frist
  • Opsigelse af betalingsaftaler, abonnementer m.v.
  • Udarbejdelse af åbningsstatus
  • Indhentelse af vurdering af aktiverne i dødsboet
  • Betaling af kreditorerne i den rigtige orden (deres fordringer skal betales, før arven kan fordeles)
  • Rådgivning om arvens fordeling, herunder fortolkning af testamente
  • Salg af fast ejendom eller overdragelse til arvingerne
  • Udlæg af arven til arvingerne
  • Rådgivning om boets skatteforhold
  • Rådgivning om boafgift og evt. tillægsboafgift (tidligere hede det arveafgift)
  • Udarbejdelse af selvangivelse for boet
  • Udarbejdelse af boopgørelse
  • Indlevering af åbningsstatus, eventuel selvangivelse samt boopgørelse til rette myndigheder og indenfor de af loven fastsatte tidsfrister
  • Rettidig indbetaling af boafgift og evt. tillÆgsboafgift samt evt. dødsboskat